Probiotiske bakterier med særlige evner

Probiotiske bakterier med særlige evner

Christine Løkkebø,

De fleste af os ved, at probiotiske bakterier gavner dit mave-tarm-system, når du indtager det igennem kosten i form af fx fermenterede fødevarer, yoghurt eller som kosttilskud.

I løbet af det seneste årti har forskningen også for alvor fået øjnene op for, at probiotiske bakterier, der tilføres huden, ikke alene hæmmer problematiske bakterier, der potentielt kan skabe forskellige hudproblemer, men også styrker hudmikrobiomet, og dermed hjælper din hud tilbage i sin optimale balance.

Men vidste du godt, at probiotiske bakterier ikke bare kan skæres over én kam, men faktisk er en fællesbetegnelse for et væld af forskellige bakterier, der hver især besidder forskellige egenskaber og særlige evner, der gavner forskellige ting?

Det betyder også, at hvis du gerne vil hjælpe din hud i balance og måske også blive fri for irriterende hudproblemer, kan du ikke bare tilføre hvilken som helst probiotisk bakterie til huden, og så forvente store resultater.

Og det er faktisk grunden til, at biotekfirmaet Lactobio, der står bag Bak, blev skabt i 2017.

Forskerne - og Baks grundlæggere – Søren Kjærulff, CEO og Charlotte Vedel, COO, havde nemlig en fælles tro på, at der findes nogle probiotiske bakterier i naturen, der er meget mere effektive mod specifikke bakterier, der kan skabe problemer for huden, end dem, der på daværende tidspunkt fandtes på markedet. 

Man skal bare lige finde dem først!

En måde at finde frem til de naturlige probiotiske bakterier på er gennem fermentering, og derfor har vores lille team af forskere også fermenteret alt fra hindbær til purløg i jagten på de bedste bakterier.

Selvom de bedste probiotiske bakterier kan hentes i naturen, går der en lang og tidskrævende proces i laboratoriet forud for at finde – og ikke mindst udnytte – de gode bakterier.

Faktisk isolerede forskerne mere end tusind nye forskellige probiotiske bakterier, før de fandt vores første, og nu patenterede, bakteriestamme LB244R®, der viste sig at være særligt effektiv mod den problematiske bakterie Staphylococcus aureus, der ofte kan kædes sammen med forskellige hudproblemer, særligt kløende, atopisk og tør hud.

Den blev fundet i fermenteret kål – det, som mange af os vil kende som surkål.

Senere fandt forskerne endnu en særdeles potent bakteriestamme, denne gang i fermenteret rødbede, der viste sig at have rigtig god effekt mod bakterien C. acnes, der, som navnet antyder, ofte er på spil, når det kommer til hud med tendens til akne, bumser eller hudorme. 

Den fik navnet LB356R®, og ligesom LB244R®, er det en Lactiplantibacillus plantarum-bakterie, der er i familie med mange af de probiotiske bakterier, du vil kunne finde i fødevarer og kosttilskud.

Vores bakterier er derfor så sikre, at du altså i princippet ville kunne indtage dem (det skal du dog ikke! – alting til sin tid og sit formål ;)), men de er først og fremmest valgt for netop deres helt unikke egenskaber i forhold til bakterier, der kan skabe problemer for huden.

Det er plante-power, der vil noget!