Probiotika: gode bakterier med superkræfter

Probiotika: gode bakterier med superkræfter

Christine Løkkebø,

Du har hørt om probiotika. Du ved, at det er noget, der blandt andet findes i yoghurt og som er godt for din mave og fordøjelse. Og så har du lagt mærke til, at det er et ord, der pludselig synes at være her, der og allevegne. 

For eksempel i hudpleje.

Men hvad er det egentlig, hvorfor er det godt for dig, og hvorfor skal det nu på huden?

Det dykker vi dybere ned i her.


Gode bakterier

I mange år ville ordet ’god’ i manges bevidsthed ikke gå særlig godt i spænd med ordet ’bakterie’.

Bakterier var den direkte vej til sygdom og noget, der skulle bekæmpes for enhver pris.

I dag ved vi bedre. 

For eksempel udgøres mere end halvdelen af din krops celler af bakterier. Så du er allerede afhængig af bakterier for overhovedet at findes, og langt de fleste bakterier er ikke alene er helt uskadelige, men i mange tilfælde også helt essentielle for din sundhed. 

Men det sker, at bakteriebalancen i det økosystem, der udgør dig, kommer i ubalance og at bakterier, der ikke gavner din sundhed - og måske ligefrem kan skade den - får overtaget.

Det kan blandt andet skyldes luftforurening, temperaturskift, usund kost, brug af medicin eller af kemikalier, der findes i de husholdningsprodukter, de fleste af os anser som en helt normal del af hverdagen. 

Alt sammen kan føre til gener, og nogle tilfælde sygdom, i din krop eller – i den verden, vi hos Bak særligt bevæger os i – din hud.

Enter: probiotika.

Ordet probiotika kommer af pro = for og biotika = det levende. Probiotika betyder altså ’for det levende’ eller sagt med andre ord, probiotika betyder, at noget er levende og godt.

Probiotika er levende mikroorganismer, for eksempel bakterier, der har en sundhedsfremmende effekt. Probiotiske bakterier er ofte mælkesyrebakterier, og det er den slags bakterier, du finder i BAK Probiotic Skincare.


Mikroskopiske superhelte
 

Probiotiske bakterier er gode. Men vidste du egentlig hvor gode?  

Vi tøver ikke med at kalde probiotiske bakterier for mikroskopiske superhelte. Det er der flere grunde til:

For det første gør probiotiske bakterier det, at når du enten indtager dem eller tilsætter dem til din hud, skaber de en kompetitiv hæmning, hvilket vil sige, at de går ind og optager plads – i BAKs tilfælde på huden – så de potentielt skadelige bakterier kommer i undertal og dermed ikke kan skabe problemer.

Derudover nedbryder de blandt andet fibre (det er en af grundende til at probiotiske bakterier er gode for din fordøjelse) samtidig med, at de danner gavnlige ting som blandt andet vitaminer, organiske syrer, der blandt andet kan regulere pH-niveauet, og, særligt interessant i hudsammenhæng, danner bakterierne byggesten til kollagen og andre af hudcellernes essentielle komponenter. De øger derfor cellevæksten i huden, så den virker tykkere og mere spændstig.

Probiotiske bakterier producerer desuden sphingomyelinase (SMase), der er kendt for at øge hudens barrierefunktion og elasticitet, fordi den stimulerer produktion af lipider, der sidder i hudcellernes overflade. Øget lipid-niveau er med til at øge hudens evne til at holde på fugten og modvirke tør hud.

Alt sammen kan hjælpe din hud til at bekæmpe hudirritation som for eksempel bumser, kløe og rødme, men det bidrager også til almindelig hudsundhed og til hæmning af aldringstegn.

Forhøjet pH, reduceret lipidniveau og svækket barrierefunktion er nemlig alle faktorer, der bidrager til ældning af huden.

Levende hudpleje

Probiotika er altså en betegnelse for, at noget er levende, og meget af den effekt, du kan forvente af probiotisk hudpleje skyldes netop, at bakterierne er levende.

Det skyldes, at levende bakterier bliver ved med at danne metabolitter (der danner mælkesyrer og andre gode ting), og at de kan kommunikere med andre bakterier. Det betyder - for alle os ikke-mikrobiologer - at de probiotiske bakterier kan fortælle potentielt skadelige bakterier, at de nu overtager pladsen, og at de derfor godt kan pakke sammen og smutte.

Levende bakterier reagerer altså på tilstanden og kan ændre på ting. 

Derfor er det også en rigtig god ide at bruge hudpleje med levende bakterier, for mange af de generende tilstande, der kan opstå i huden (bumser, rødme, tør og kløende hud) skyldes ofte en bakteriel ubalance. 

Døde bakterier kan også noget. Det er det, du typisk vil støde på under navnet postbiotika.

Postbiotika er mere sammenligneligt med traditionel hudpleje i den forstand, at de kan bidrage med gode ting, men de kan ikke skabe mere end det, de allerede kommer med. Det skal vi nok vende tilbage til i et senere blogindlæg.